Sjove og lærerige aktiviteter for børn i naturen: Lav jeres eget natur-puslespil
Der findes ikke noget bedre end at tage børnene med ud i det fri. Naturen er det perfekte sted til at skabe minder, få nye indtryk og nyde kvalitetstid som familie. Samtidig er det en skattekiste af muligheder for sjove aktiviteter for børn, som både stimulerer sanserne og sætter gang i nysgerrigheden.
I en tid, hvor mange børn bruger meget tid foran skærme, kan en tur ud i skoven eller parken blive en lærerig oplevelse for børn, der giver dem mulighed for at røre, mærke, opdage og forstå den verden, de lever i.
Her får du en idé til en børneaktivitet i naturen, der er både sjov, kreativ og nem at gå til: et natur-puslespil, lavet af blade, grene, sten og andre skatte fra skovbunden. Det er en perfekt aktivitet til en familieudflugt, spejdertur, lejrskole eller blot en hyggelig søndag i det fri.
Puslespil: En aktivitet med både leg, læring og friluftsliv
Denne aktivitet er både sjov og lærerig, og samtidig kræver den hverken dyrt udstyr eller forberedelse. Du skal blot bruge:
Pap eller papkasser
En tusch eller marker
Materialer fra naturen: blade, bark, smågrene, sten, m.m.
Sådan laver I jeres eget natur-puslespil
1: Find materialer i naturen
Start med en tur ud i skoven, parken, haven eller et andet grønt område. Her skal børnene finde forskellige ting, der fanger deres opmærksomhed – fx blade i forskellige former, barkstykker, små grene, sten eller kogler. Jo mere variation, desto sjovere bliver puslespillet.
Det er en fantastisk mulighed for at tale om de ting, I finder.
– Hvad er forskellen på et bøgeblad og et egeblad?
– Hvilket træ kommer barken fra?
– Hvad bruger dyrene i skoven disse ting til?

2: Tegn konturer på pap
Når I har samlet jeres naturmaterialer, lægger I dem ud på et stykke pap. Brug en tusch til at tegne rundt om hver enkelt genstand, så der kommer en tydelig form. Brug gerne kraftig pap fra en papkasse, så det er nemt at arbejde med.
Når I fjerner materialerne igen, står I tilbage med en slags "tom pusleplade", hvor formerne venter på at blive matchet igen.
Sørg for, at formerne er lette nok til, at børnene kan genkende dem senere.


3: Fjern materialerne – og lad jagten begynde!
Når konturerne er tegnet, fjernes materialerne, og så kan puslespillet begynde: Nu skal børnene finde det rigtige blad eller den rigtige gren, der passer til hver form. Det er en sjov og aktiv måde at beskæftige børnene, som samtidig lærer om naturen.

Brug aktiviteten som skattejagt
Du kan også bruge idéen som en skattejagt:
Før I går ud, laver du en papplade med formerne tegnet i forvejen – en slags skattekort. På turen skal børnene finde de rigtige naturgenstande, der matcher konturerne.
– Hvem kan finde et blad, der passer her?
– Hvor ligger der en gren, som matcher denne form?
Det er en fantastisk måde at få børnene til at se detaljer, bevæge sig aktivt og bruge deres sanser.
Tips til at gøre aktiviteten endnu sjovere:
Brug forskellige typer blade (med og uden takker)
Lav et puslespil med både sten, grene, blade og bark – og måske endda en snegleskal
Farvelæg formerne, eller tilføj tal og bogstaver for lidt læring med i legen
Lav en konkurrence: Hvem finder først alle tingene?
Gem den færdige pusleplade som minde fra turen
Uanset om I laver et natur-puslespil sammen i skoven, eller du forbereder en skattejagt hjemmefra, er denne aktivitet en fantastisk måde at få børn med ud i naturen. Børnene får lov til at bruge sanserne, være kreative får naturforståelse og bevæger samtidig – og det kræver næsten ingen forberedelse.
Tag pappet under armen, tuschen i lommen – og gå på skattejagt i naturen!
Vi håber I får en rigtig sjov tur sammen ud i det fri 🍃

Der findes et utal af spændende, sjove og lærerige aktiviteter i naturen for børn. I bogen Min Naturbog findes en masse aktiviteter i naturen som er perfekte for børn.
Og med god vejledning fra en voksen og en snittekniv i hånden, kan børn få en masse kreative timer til at gå.