Lær at slibe dine knive og redskaber selv
Ikke alle er lige begejstrede for denne opgave, men det er noget du kan øve dig på. For at holde redskaberne i bedste og skarpeste kondition og for din egen sikkerheds skyld, bør du holde dine redskaber skærpede, læs mere om hvordan og hvorfor herunder 👇
Hvorfor skal jeg overhovedet slibe mine redskaber?
- Du bruger for mange kræfter med sløvt værktøj, så du trætter dig selv unødigt.
- Den vigtigste argumentation må dog være, at det bliver farligt med sløve redskaber.
- Når du bruger mange kræfter for at få kniven til at skære, og den til sidst går igennem dit materiale, er dine kraftfulde bevægelser udstyrlige. Dine chancer for at snitte eller stikke dig selv er alt for store.
- Ligeledes bør det nævnes at, evt. hakker i æggen overføres til dit snitteemne. Så det kan rent faktisk ses på din ny snittede ske, at din kniv er dårligt slebet eller uslebet.
Hvor ofte skal jeg slibe?
Det korte svar er: "Så ofte som det er nødvendigt."
På Youtube argumenterer mange for “kniven der ikke skal slibes”, eller så godt som.
Lad os bare sige det med det samme, den findes ikke!
Det kan godt være dine redskaber holder sit skær længe, men ofte vil du også skulle bruge tilsvarende længere tid på at slibe den op.
Til almindelige håndværksopgaver, er jeg mere tilhænger af det “bløde” knivblad.
Jeg sliber hellere oftere…
Hvis kniven ellers er vedligeholdt, så tager det få sekunder et gøre den skarp .
Jeg gemmer superstålet til en overlevelsesituation, eller til når zombierne kommer.
Hvad er opgaven egentlig? Og hvor skarp behøver din kniv eller økse være?
Skal du lave præcisionsarbejde?
Er træet tørt, eller vådt?
Er det en økse til brændeflækning?
Skal du skærpe dit Elversværd, der i et hug skal kunne kløve en Orc, ja… så skal du selvfølgelig bruge noget tid på din æg.
Skal du derimod skære i plastikposen på din færdigret, ja… så går det nok alt sammen.
I dette indlæg vil jeg som udgangspunkt forholde mig til den scandi-slebne kniv. Grunden til dette er, at det er den type der er lettest at skærpe selv.
Der er en “fas” på hver side af kniven, det er denne flade der går ned og bliver til selve æggen.
Kniven skal ligge fladt på denne flade, for at blive slebet på slibestenen.
Det er muligt at “mærke” og “høre” denne flade når du sliber kniven. Hvilket kan være meget mere svært ved at andre typer af bladslibninger.
Hvad er udgangspunktet?
Først og fremmest er det vigtigt at du har ordentlige ting at arbejde med.
Din kniv bliver ikke skarpere, end kvaliteten af det stål den er lavet af.
Ligesådan er det med dit slibesystem, æggen på din kniv bliver heller ikke bedre end kvaliteten af dit slibesystem.
Når vi taler om kvaliteten af din kniv, så er det ikke kun stålet der har betydning. Det er også udførelsen af selve kniven der er vigtig.
Den kan altså godt have et udemærket stål, men æggen kan være udført dårligt, hvilket giver den dårlige skæreegenskaber.
Ikke så få fabrikanter har simpelthen for dårlig kvalitetskontrol på knivfabrikkerne .
Det gælder også på forholdsvis dyre knive!
Mange af disse knive kan “rettes” op og kan blive udmærkede, men det kræver tid, besvær og viden at udbedre knivens tilstand.
Derfor er det da meget nemmere, at købe en kniv der er god fra starten. Det betyder ikke at du skal gå ud og købe den dyreste du kan finde på markedet, men det kan være en rigtig god ide at sætte sig ind i hvilke typer der findes, finde ud af hvad dine behov er, undersøge markedet, samt bruge den fornødne tid, på at spørge venner og se anmeldelser inden du spenderer penge.
Slibesystemer behøver ikke være dyre for at fungere, du kan faktisk godt skaffe slibeudstyr i et byggemarked uden at bruge så mange penge.
Her følger nogle forskellige teknikker og udstyr som du kan forholde dig til.
Slibe-jigs:
Hvis du har virkelige dårlige erfaringer med at slibe dine knive, så er der også den mulighed at du kan købe nogle slibe-jigs.
Det er en form for et stativ, hvor du spænder din kniv fast i.
Herefter sliber du dine knive ved hjælp af et “land” og en slibe-arm som stenen sidder i.
Herved holdes kniven og slibeudstyr altid i den rigtige vinkel.
Japanske vådsten.
Man kan se masser af videoer på nettet, hvor man bruger vådsten for at gøre knive utroligt skarpe.
Japanske vådsten kan frembringe et meget skarp skæreredskab. Det skal dog også pointeres at det kræver meget øvelse, og at det er meget dyrt at anskaffe stenene.
Stenene kræver vedligeholdelse, eller stor bevidsthed om hvordan de slides.
Mindre slibesten som på billedet her, anvendes hovedsageligt når man er på farten. Disse sten tjener det formål at de er gode til at holde dine knive og andre redskaber ved lige. Hvis du har tålmodighed kan du faktisk også rette op på regulære skader på æggen. Hvis skaden altså ikke er alt for stor.
Øv dig.
Mit næste råd må være, at du skal starte på at øve dig på en gammel kniv.
Køb evt. nogle gamle knive på en genbrug/loppemarked, øv dig på dem, før end du starter på din dyre kniv. Det gælder også med andre typer af redskaber du gerne vil skærpe selv.
Brug en Tuschpen.
Når du starter på at øve dig i at slibe, så mal din fas op med en sort tusch.
Herved bliver det lettere for dig at se, hvor der bliver fjernet materiale.
Mal området helt sort, eller mal et gitter ned imod æggen.
Slib og igen og få et bedre overblik.
Der kan være områder på knivens fas, hvor der er brug for fokuseret slibning.
Måske er der et hak i æggen, eller fasen er uens fra fabrikkens side.
Med tuschpennen kan du lettere holde øje med, om du sliber de rigtige steder.
På billederne herunder ses hvordan man kan ændre på knivens beskaffenhed.
Lav polérstropper og slibelister til knivslibning.
Den efterfølgende fremgangsmåde giver dig mulighed for at frembringe polerstropper, men også slibe-lister.
En kort en lang… En liste… En rundstok… en klokke der siger ding dang.
Slibelisten bruges til at egentlig slibning af en æg.
Læderstroppen bruges til at holde skæret ved lige. Æggen er egentlig ok, men at den kan gøres en my skarpere.
Du skal bruge:
- Find en gammel liste, måske har du en ubrugt malerpind?
- Dobbeltklæbende tape.
- En strimmel læder.
- Våd-slibe sandpapir (kan bruges i våd tilstand!)
- korn 400, 600, 800, 1000, 1200.
- Evt. slibemasse.
Lav dig et passende stykke liste. Med det mener jeg, om listen kan være i din taske.
Om den er til en kort, eller en lang kniv? Osv.
Sæt dobbelt klæbende tape på din liste.
Skær til så det passer med pindens bredde!
Lig et stykke læder på listen og skær til. Nu har du en strop, som bruges til at holde din knivs æg ved lige.
Gør det samme med vådpapiret. Nu har du en form for slibesten!
Den er til den kniv som trænger til at blive slebet lidt, en kniv som måske har fået det man kalder en grat. Listen er ikke tiltænkt en kniv der skal slibes op “fra bunden”!
Listen holder ikke så længe som en slibesten, men den virker ganske udemærket, og du har ikke ruineret dig selv.
Du kan evt. have læder på den ene side af listen, og vådpapir på den anden side.
Hvordan bruges denne liste…. Og kan den forbedres?
Om du bruger listen med vådpapiret eller læderet, så bruges den på samme måde.
Brug dem som en klassisk slibesten , æggen ligges fladt ned på sandpapiret eller læderet.
Nu trækkes kniven hen over overfladen, væk fra æggen!
På en klassisk slibesten kan man sagtens slibe “imod” æggen. Det kan man ikke med denne løsning!
Når du når til det punkt på bladet hvor æggen buer imod spidsen, så skal du hæve din hånd.
Dette gøres for at følge æggens bue, stop før end at spidsen forlader listens overflade!
Så runder du ikke din knivspids og den gøres ikke stump.
Når du sliber med sandpapiret, skal du mærke og lytte.
Du skal mærke om kniven vugger eller om den ligger flat.
Du skal lytte fordi du rent faktisk kan høre, når den ikke ligger flat.
Nu er målet at du sliber lige meget på hver side af kniven , sådan ca. :-)
Tæl løbende når du sliber.
I starten kan du godt slibe 10-12 gange på den ene side, for derefter at gøre det samme på den anden side.
Næste rundgang, dvs når du sliber på den første flade igen, så går du ned til fx. 8 gange pr. Side.
For hver rundgang går du længere og længere ned i det antal gange du stryger.
Indtil du kun stryger en gang på hver side, dette gøres nogle gange efter hinanden.
Korn størrelse på vådpapiret?
Det bedste resultat opnås ved at bevæge sig op igennem kornstørrelserne på dit vådpapir.
Start fx. på 400 og bevæg dig opad i kornstørrelser. Dette er metoden hvis kniven virkelig har brug for en kærlig hånd.
Hvis det bliver for meget for dig at bevæge dig igennem kornstørrelserne, så kan du lave tre spring. Fx. 400 - 800 - 1200.
Nu kan du rent faktisk bruge kniven til de fleste opgaver.
men, men….
Nu skal du forestille dig en micro metalryg på æggen, der vipper fra side til side når du sliber.
Målet er at denne ryg skal forsvinde helt, når det lykkes, er kniven rigtig skarp.
For at gøre kniven mere skarp og at holde den skarp, så skal den poleres.
Dette gøres med stoppen (den med læder).
Læderstroppen bruges præcis på samme måde som slibelisten.
Hvis du har lavet dit forarbejde godt med vådpapiret, så vil opleve at din fas bliver blank, når du bruger læderstroppen.
Når din fas er blank vil den være mere glat, der er herved mindre modstand når kniven bruges.
Dette bevirker at kniven arbejder lettere i de emner du snitter i.
Ligeledes er der en hvis modstand imod korrosion (rust), når kniven er blank.
👉 Din læderstop kan forbedres med en slibemasse.
Slibemasse kan anskaffes i forskellig grovheder, hvilket bevirker at du som med vådpapiret kan arbejde dig op igennem finhed af din æg.
Grovheden genkendes ved at være delt ind i farver.
💡 Til skeknive og andre buede skær anvendes en rundstik i stedet for en liste.
Fremgangsmåden for at frembringe en slibestok er ellers præcis den samme.
Ligeledes er det når man sliber med stokken.
Hvad kan komme dig til hjælp?
Her vil jeg nævne nogle få ting:
Et forstørrelsesglas.
Se æggen tæt på så får du en ide hvad problemet er.
Hold dig fra elektriske og ikke elektriske V slibere. Der er stor sandsynlighed for de ødelægger dine knive.
Hvis producenten af din slibesten siger du skal bruge olie til din sten, så husk at gøre det!
Hvordan kan jeg slibe mine redskaber i en snæver håndevending?
Hvis jeg fx har glemt/mistet mit udstyr.
Disse forslag kan ikke slibe din kniv godt, men de kan gøre den skarpere.
- Overkanten af en bilrude.
- Undersiden af porcelæn kopper og tallerkner.
- Gammeldags el isolatorer (klokker til elledninger). De sidder nogle gange på hegnspæle.
Til at stroppe med:
- Din læder livrem.
- Avispapir, eller en siderne i en bog.
Man kommer længst med gode redskaber der er helt skarpe, det er derfor aldrig spildt at bruge lidt tid på at holde sit værktøj i orden. Fornøjelsen af at snitte med et helt nyskærpet blad er virkelig stor - og ærgrelsen over ikke at have gjort det, er endnu større.
God fornøjelse med at skærpe dine redskaber 😃
Har du endnu ikke det rette slibegrej? Hos Survivalstore.dk finder du alt, hvad du behøver for at slibe og holde dine knive skarpe.