Filtre
Vask & Pleje Til Soveudstyr
4 produkter
Vedligeholdelse, vask og pleje af soveudstyr
Din sovepose er uden tvivl noget af dit allermest uundværlige grej, og hvis du elsker friluftslivet, så bliver den sikkert også brugt flittigt. Følelsen af ens trætte, kolde krop der kravler ned i soveposen, lyner den op, lægger sig til rette og straks kan mærke varmen blive og spredes omkring sig. Det er altså en følelse uden lige! Men man tænker sjældent over alt det jord og snavs, man slæber med ned i soveposen, før den begynder at se lidt hærget ud og lugte godt af skov og bål. Men bare rolig, vi kommer dig til undsætning med et par gode råd og tips til at holde din sovepose pæn og ren.
Vedligeholdelse af sovepose
Det smarteste du kan gøre for dig selv og din sovepose, er at vide hvordan du vedligeholder den bedst. Hvis du vedligeholder din sovepose ordenligt, kan du nemlig undgå at skulle vaske den alt for ofte. Det er både det nemmeste for dig selv, men også det bedste for din sovepose, da den ikke tåler at blive vasket for ofte. Det ødelægger nemlig både fiber og dun, og går i sidste ende ud over soveposens isoleringsevne. Ofte kan en fugtig klud eller svamp bruges til at fjerne det værste snavs og pletter, så man undgår en vask.
En fejl de fleste begår er at stoppe soveposen ned i den lille opbevaringspose efter turen, hvor den ligger fuldstændigt komprimeret og ikke bliver luftet igennem. Det forstærker kun lugtgener og er heller ikke godt for fiber og dun. Sørg for at få luftet din sovepose godt igennem efter brug, og opbevar den gerne i et opbevaringsnet eller løst, så den kan få luft. Komprimeringsposen er faktisk kun til brug under turen.
Et genialt tip til vedligeholdelse af soveposer er at bruge en lagenpose. Hvis du ikke har hørt om en lagenpose før, så er det på tide at du gør det nu. En lagenpose fungerer som en inderpose til din sovepose, og vil derfor tage imod alt skidt og snavs og skåne selve soveposen. Det gode ved en lagenpose er at den er nem at vaske, og de fleste lagenposer kan tåle at blive vasket ofte. Så det er altså investeringen værd.
Vask af sovepose
Er soveposen alligevel blevet beskidt og trænger til en vask, så kan du heldigvis også sagtens vaske den. Den mest skånsomme måde at vaske din sovepose på, er at gøre det i hånden i et badekar eller i en stor balje. Fyld det med lunkent vand og lidt uparfumeret sæbe egnet til håndvask, massér det godt ind i soveposens materiale, gnub godt på pletterne og skyld herefter soveposen grundigt med rent vand. Det er dog et større arbejde, og der findes klart nemmere måder at rengøre din sovepose på. Hvis du stadig gerne vil have en ultra skånsom vask af din sovepose, kan du altid finde et renseri, da de med garanti kan rense den grundigt og skånsomt.
En anden mulighed, som nok er nemmest for de fleste, er at smide soveposen i vaskemaskinen. Her er det selvfølgelig altid vigtigt at følge vaskevejledningen på din specifikke sovepose. Sørg først og fremmest for, at vaskemaskinen er stor nok til soveposen, den bør ikke skulle mases ind. Sørg dernæst for at soveposen er lynet og at alle lommer i soveposen er tømt. Vask herefter soveposen på et skåneprogram eller ved max. 30 grader. Hvis kompressionsposen ikke er vandtæt, og er egnet til at gå i vaskemaskinen, så smid den med, da den ofte også lugter og er beskidt. Brug ikke skyllemiddel, men brug eventuelt klar eddike som lugtfjerner. Du kan med fordel køre en ekstra (mild) centrifugering, for at få så meget vand som muligt ud af soveposen.
Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan du tørrer din sovepose. Er det en dunsovepose, bør du med fordel tørre den i tørretumbler. Dun skal nemlig helst tørre hurtigt. Smid gerne en tennisbold eller to med ind i maskinen, da det hjælper med at fordele dunene. Ellers skal du huske at tage soveposen ud af maskinen jævnligt og ryste den godt, igen for at fordele dunene, så de ikke klumper sig sammen. Er det en fibersovepose, så kan den godt lufttørre. Hæng den dog ikke med enderne nedad, men lyn den op og læg den fladt ud over tørrestativet. Vi anbefaler dog altid at du tørrer din sovepose i tørretumbleren, da der er risiko for at der dannes mug, hvis soveposen er våd for længe. Husk at ryste soveposen jævnligt under tørreprocessen, uanset om du maskin- eller lufttørrer, eller om det er dun eller fiber. Husk til sidst også, at din sovepose skal være HELT tør, inden du pakker den sammen i opbevaringsnet eller lignende.
Pleje af sovepose
Hvis du gerne vil være lidt ekstra god ved din sovepose, så findes der plejeprodukter som kan bruges til for eksempel at vedligeholde dunenes isoleringsevne. Din sovepose er allerede imprægneret når du køber den, men denne imprægnering vil ikke holde efter mange vaske. Her er produkter fra mærket Nikwax et godt bud til for eksempel genimprægnering. Nikwax Down Wash eller lignende kan eventuelt bruges som vaskemiddel under første vask, hvorefter man kan køre en anden vask med Nikwax Down Proof som genimprægnerer dunene og optimerer deres isoleringsevne. Husk dog altid at læse brugsvejledningen for de enkelte produkter.
Det kan altid betale sig at passe godt på sin sovepose. Du vil helt sikkert sætte pris på det, næste gang du kravler ned i den for at holde varmen.
Har du en quilt?
Ingen problemer. Vedligeholdelse, vask og pleje af en quilt er fuldstændigt det samme som ved en sovepose. Følg blot denne guide, så kan det ikke gå galt.
Filtre