Imprægnering

Imprægnering

Imprægnering er en nødvendighed, men heldigvis er det nemt at gå til. Pas godt på dit grej, så passer det godt på dig, når du er på tur. Efter lang tids brug af dit udstyr vil en ophobning af sved, skidt og snavs samt slid på materialet få den vandafvisende effekt til at aftage og tøjets åndbare egenskaber vil forsvinde. Det er derfor vigtigt løbende at vedligeholde dit grej. Dette gøres bedst ved at holde det rent, pleje det og ved at imprægnere udstyret jævnligt. Således vil dit dyrt indkøbte tøj og sko yde bedre og i længere tid, du sparer penge og så sparer du ikke mindst miljøet for den ekstra belastning ved merproduktion.

Dine outdoor-produkter består af mange forskellige materialer, og det er vigtigt, at du vælger den rigtige imprægneringsløsning til det produkt, der skal imprægneres. Således skal dine læderstøvler behandles anderledes end dit tøj eller dit telt, eller hvis du har sko af andet materiale. Det meste vandtætte og vandafvisende outdoor-udstyr er imprægneret fra fabrikken, men nogle gange kan det være en god idé at imprægnere eksempelvis sko og støvler, inden du tager dem i brug.

Imprægnering af sko og støvler

Sko og støvler produceres af mange forskellige materialer, som skal behandles på ganske forskellig vis. For at dine sko og støvler bevarer deres vandafvisende og åndbare egenskaber, skal de løbende rengøres og imprægneres. Arbejde der er godt givet ud, da der ikke noget bedre end tørre og varme fødder, når vejret viser sig fra sin våde side og der er langt til tørre strømper. Det kan desuden være ganske tilfredsstillende arbejde at give sine gode gamle vandrestøvler nyt liv med en omgang rengøring og lædervoks.

Læder, ruskind, nubuck…

Sko og støvler kommer i mange materialer, der skal behandles forskelligt. Nogle punkter går dog igen for støvler af skind.

Begynd ved at tage snørebånd og sål/indlæg ud af støvlen og lad støvlerne tørre, hvis de er våde. Læg eventuelt avispapir i støvlen og vend dem på hovedet, så fugten kan komme ud. Sæt IKKE støvlen på en radiator eller i direkte sol, da dette kan udtørre og gøre læderet stift og hårdt. Støvlen behøver ikke at være fuldstændig tør, før du går videre. Ryst og bank skoen for at få alt skidt og alle småsten ud af støvlen. De små sten kan i værste fald beskadige foringen. Nu er du klar til at imprægnere dine støvler. Støvler af rent læder vil aldrig blive 100% vandtætte, men er til gengæld meget åndbare. Husk jævnligt at rengøre dine læderstøvler, da skidt, snavs og salt vil tørre ind i læderet og væsentlig forringe støvlens levetid.

Imprægnering med lædervoks

Start med at give voks omkring sømmene, omkring hælen og anklen, hvor der er meget bevægelse i læderet. Brug eventuelt en børste beregnet til formålet, en klud eller de bare fingre til vokspåføringen. Fortsæt på skosnuden, som også bevæges meget under brug. Vær sikker på at alle sømme får et godt lag voks og fortsæt derefter på resten af støvlen. Har du en skobørste, kan du ”buffe” voksen godt ind i læderet. Det giver ikke et skinnende look, men sikrer, at voksen trænger godt ind i læderet.

Giv eventuelt også dine snørebånd voks. Voksen gør dem mere holdbare, og giver dem faktisk også mere ”bid”, så de ikke så nemt går op. Lad gerne voksen trække ind i støvlen (en dags tid), inden du tager dem i brug igen. Husk også at tjekke om sålen trænger til udskiftning.

Ud over lædervoks kan man også bruge en læderbalsam, som giver en mere åndbar men mindre vandafvisende finish. Det er også værd at bemærke, at lædervoks kan mørkne farven på skoen eller støvlen.

Imprægnering af ruskind

Støvler af ruskind skal behandles anderledes end den klassiske læderstøvle. Når støvlen skal tørre, skal dette gerne gøres langsomt og uden for meget varme, da man ellers risikerer at materialet trækker sig sammen. Sørg for at børste alt skidt og sand ud af støvlen. Med en ruskindsbørste børster du skindet i én retning, hvilket også giver en flot finish. Herefter imprægneres støvlen jævnt med en imprægneringsspray til ruskind. Ligesom med læderstøvlen, skal der også på ruskindsstøvlen gives lidt ekstra opmærksomhed til de hårdtarbejdende områder, som hæl, støvlesnude og sømme. Giv også gerne snørebåndene en tur med sprayen.

Imprægnering af Nubuck-læder

Nubuck-læder kan siges at være en slags hybrid mellem den klassiske læderstøvle og ruskindsstøvlen – mere åndbar end læderstøvlen men mere vandtæt end ruskindsstøvlen. Nubuck-støvler kan derfor behandles med begge de tidligere beskrevne metoder. Hvis du imprægneringssprayer støvlerne, bevarer du støvlens åndbare egenskaber. Hvis du derimod giver dem voks, vil støvlerne blive mere vandafvisende, men miste lidt af deres åndbarhed. Det er dog vigtigt at nævne, at har du først vokset dine nubuck-støvler, kan du ikke gå tilbage til at imprægnere dem med spray igen. Støvlen kan desuden få en mørkere og blankere finish, hvis de får voks.

Er der gummisåler på dine støvler, skal disse behandles med imprægnering til gummi.

Tekstiler

Outdoor-tekstiler er mangeartede og skal behandles forskelligt. Noget tøj imprægneres nemt ved at spraye det med en imprægneringsspray, mens andet eksempelvis skal behandles med vox, der skal smeltes ind i tøjet. Hvis for eksempel din skaljakke skal imprægneres, er det først og fremmest vigtigt, at den er ren og tør. Det er nemmest at hænge jakken på en bøjle et velventileret sted, hvorefter du sprayer jakken i et jævnt lag. Vær særlig opmærksom på sømme og skuldre, som er særligt udsatte for regn

Til nogle outdoor-tekstiler, som bruges til for eksempel jakker og bukser, benyttes en imprægneringsløsning af voks. Her bruger man en voks, der er specifikt beregnet til formålet. Voksen gnubbes ind i tøjet, som herefter opvarmes, så voksen smelter ind i tøjet og danner en vandafvisende skal. Dette kan for eksempel gøres med et strygejern, men et godt tip er at bruge en føntørrer, som giver en mere jævn og pæn finish. En af fordelene ved eksempelvis jakker med voksimprægnering er, at man selv kan vælge, hvor åndbar, vind- og vandafvisende jakken skal være, og dermed tilpasse imprægneringen efter forholdene.

Ud over voks og spray findes der desuden imprægneringsprodukter, der skal vaskes ind i tøjet.

I webshoppen finder du den imprægneringsløsning der passer til lige netop det materiale, du skal have imprægneret. Endeligt skal det nævnes, at du altid skal følge den vejledning, der kommer med dit produkt, ligesom det også er værd at læse etiketten på imprægneringsbeholderen. Du bør desuden også altid følge vaskeanvisningen i dit outdoor-tøj.

Husk imprægneringen, så dit udstyr holder længere og beskytter dig bedre mod vind, vand og vejr!

Normalpris 99,00 kr Udsolgt
Normalpris 49,00 kr Udsolgt
Normalpris 59,00 kr Udsolgt
Normalpris 99,00 kr Udsolgt
Normalpris 69,00 kr Udsolgt
Normalpris 39,00 kr Udsolgt
Normalpris 89,00 kr Udsolgt
Normalpris 119,00 kr

Go to full site