Rygsække

Vælg den rigtige vandrerygsæk

Vandrerygsækken er den bedste rejsemakker på både små og store eventyr. I den kan du nemlig samle alt dit vigtige grej, holde det beskyttet mod vejr og omgivelser, og smide det om på ryggen når du bevæger dig til fods over fjeld, igennem skov eller bestiger høje bjergtinder.

Der findes mange forskellige typer af vandrerygsække som egner sig til friluftslivet, men for at få størst glæde af en vandrerygsæk, så er det vigtigt, at rygsækken passer til dig og dét du skal bruge den til. Skal du på en dagstur eller ud at overnatte i vildmarken over en længere periode? - så findes der rygsække som passer til formålet!

Fordele ved at anskaffe sig en vandrerygsæk

Den klassiske skole-rygsæk, med stropper henover skuldrene, er et godt eksempel på en almindelig rygsæk, som de fleste af os, har oplevet at få ondt i ryggen af, når vi har fyldt for mange skolebøger i den. Den er elendig at bære rundt på, når den bliver for tung, fordi al vægten lægges på skuldrene, hvor den trykker og gnaver, og giver smerter.

En vandrerygsæk er derimod udstyret med et bæresystem, som gør det komfortabelt at bære en tung vægt over en længere periode.

Bæresystemet består først og fremmest af et hoftebælte, et brystspænde samt nogle polstrede og bløde skulderstropper.

Hoftebæltet er et polstret bælte med spænde som hviler på hofterne. Bæltet sørger for at fordele vægten i rygsækken ned over lænden, ud i hofterne og ned i lårene. På den måde er det de store muskelgrupper i lårene som bærer det tunge, mens ryggen og skuldrene skånes.

Nogle producenter laver hoftebælter, så skummet i det tilpasses og formes efter dine hofter - ligesom indersålen i en god kondisko.

Derudover er skulderstropperne behagelige at svøbe omkring skuldrene. Sammen med brystspændet kan de justeres, dvs. de kan strammes ind eller løsnes op. En funktion som kan have stor betydning for din balance. En rygsæk som sidder løst på ryggen kan nemlig give pludselige ryk, så du mister balancen, når du traver henover klipper eller sten på f.eks. en fjeldtur i norden. Denne ubalance kan undgås ved at stramme skulderstropper og brystspænde og få rygsækken til at ligge tæt opad ryggen. Samtidig er det rart engang imellem at kunne løsne spændet og stropperne for at føle sig mere bevægelig og fri, mens man vandrer.

Vandrerygsække er, som oftest, også mere slidstærke og holdbare end almindelige rygsække, fordi materialerne er udviklet til friluftsbrug og derfor tåler en større mængde slid.

Hvilke typer rygsække findes der?

Som regel skelnes imellem rygsække til dagsture og flerdagesture. Dagstur-rygsækken kan rumme det mest essentielle, du har brug for i løbet af én dags vandring, f.eks. madpakke, drikkeflaske og en ekstra trøje eller tynd overjakke.

En vandrerygsæk til flerdagesture kan strække sig fra alt imellem en weekendtur, en uges vandreferie i Norge eller en længere ekspeditionstur. Her skal rygsækken kunne rumme sovepose, liggeunderlag, telt, proviant og diverse grej til den udvalgte tur.

Vælg den rigtige størrelse vandrerygsæk

Hvor meget skal den kunne rumme?

Størrelsen på rygsækken er afgørende for hvor meget, du kan pakke ned i den – men glem ikke, at vægt spiller en vigtig rolle på vandreturen, for jo tungere din rygsæk er pakket, jo mere udmattet vil du blive af at slæbe rundt på den.

Sørg derfor for at vælge en rygsæk i passende størrelse.

Rummeligheden i en vandrerygsæk angives i liter, og nedunder kan du danne dig et overblik over, hvilken størrelse som måske passer til dit friluftsbrug.


  • 10-20 L = Vandrerygsæk til dagsture
  • 30-50 L = Vandrerygsæk til weekendture, med én eller to overnatninger.
  • 60 – 90 L = Vandrerygsæk til længere vandreture fra 4 til 14 dage.
  • 100 L og derover = Vandrerygsæk til de store ekspeditioner

Hvor lang skal den være i ryggen?

En anden størrelse som du bør være opmærksom på, når du skal til at vælge en rygsæk, er størrelsen på ryglængden. Vandrerygsække fås primært i XS og L, men mange fås med en justerbar ryglængde som kan tilpasses.

Ryglængden går fra toppen af hoftekarmen til der, hvor rygsøjlen går over i til nakken. For at finde din ryglængde, kan du bruge et målebånd eller en snor, som du holder fast ved øverste ryghvirvel og føre ned til lænden. Du kan derefter overføre det til rygsækken, hvor ryglængden går fra bunden af hoftebæltet til toppen af rygpuden, som skulderstropperne går ud fra.

Er størrelserne kønsopdelt?

Ja, der findes vandrerygsække som er designet til kvinder eller mænd, men der findes også unisex-rygsække.

Damerygsække er designet til den kvindelige anatomi, dvs. de har som regel en kortere ryglængde, et bredere hoftebælte med ekstra polstring, smallere skulderstropper og et brystspænde, som er placeret højere oppe end på mændenes.

Når det er sagt, er der jo ingen kroppe som er ens, og derfor kan kvinder sagtens opleve at finde herre-rygsække som passer perfekt, mens mænd kan gøre det modsatte. Det kan derfor være en god idé at prøve nogle forskellige rygsække før dit endelige køb, for at få en fornemmelse af, hvordan de sidder på ryggen.

Hvad koster en vandrerygsæk?

Prisen for en vandrerygsæk ligger fra alt imellem 800+ til omkring de 5000 kr. Der er mange faktorer som afgør prisen, bl.a. størrelsen på rygsækken, materialevalg, design og mærket. Det er dig som bestemmer, hvor meget du vil give, men prisen hænger også sammen med kvaliteten – især når det gælder godt udstyr. Er du den type som regner med at bruge vandrerygsækken på mange eventyr fremover, i mange år, så kan det være en god investering på sigt, at betale lidt ekstra for den.



Normalpris 269,00 kr Udsolgt

Go to full site