Grøn bålmad Vegansk bålmad

Plantemad på bålet

Bålmad har traditionelt været forbundet med kødretter, men det er ved at ændre sig i takt med en større interesse for klimavenlig og vegansk mad.
Her kan du få inspiration til en tur i skoven, eller lækker mad hjemme i haven, med tre enkle planteretter, som du kan lave på et bål.

Der er noget helt særligt ved at tænde et bål i det fri og lave sin egen mad over gløderne, ikke mindst her om efteråret, hvor bladene på træerne skifter farve og vejret bliver koldere. Den friske luft, varmen fra bålet og duften af brændt træ giver næring til både krop og sjæl. 

Der en hyggelig stemning forbundet med at samles omkring et bål med familien eller en gruppe venner, mærke varmen fra den knitrende ild og spise et måltid sammen. Har du børn er det samtidig en hyggelig aktivitet at tænde bål, og der opstår masser af læring og ikke mindst nærvær, når vi involverer børnene i madlavning i det fri.

Hvis du er veganer eller vegetar, har det måske ikke tidligere haft din store interesse at lave mad over et bål. Traditionelt forbinder vi nemlig den mad, som vi laver i det fri med kød: Bøffer på grillen og pølser på pinde omkring bålet. 

Mødes man med venner og familie til grill - eller bålmad - ender man som veganer og vegetar ofte med at spise salaten og kartoflerne, mens resten af selskabet guffer det grillede kød og diskuterer, om det har fået lige nok eller lidt for meget.

I de senere år er der dog sket en stor udvikling med vores madvaner. Flere og flere mennesker har fået øjnene op for at spise vegansk og vegetarisk. Nogle fordi de føler, at det er sundere og andre fordi det er mere klimavenligt at undgå kød eller på grund af dyrevelfærd. For nogle er det måske begge dele. Og endnu flere har bare fået øjnene op for, at vegansk og vegetarisk mad smager godt og kan være et dejligt supplement til den kost, de ellers spiser.

Uanset om du er i den ene eller den anden kategori, findes der heldigvis mange lækre veganske retter, som du kan lave i det fri, så du kan opleve glæden ved bålmad.

Hvor skal du lave dit bål?

I de danske skove er der mange gode muligheder for at lave bål på en etableret bålplads. Her finder du nogle gange også shelters og halvtag, som man kan sidde under og spise. Det kan gøre turen lidt lettere, især hvis vejret er udfordrende, og du har børn med.

I danske skove må du ikke uden videre lave bål i det fri, men heldigvis er der i forvejen etableret mange skønne bålpladser, som du frit kan benytte, som også ofte ligger dejlige steder, for eksempel i en lysning eller ved en sø.  

Se mere på linket fra naturstyrelsen her:
https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/spis-i-naturen/

 
Udstyr

Der er nogle ting, som er praktiske at have med, hvis du gerne vil lave et vegansk måltid på bål. Hvad du har brug for, varierer alt efter, hvilken ret du vil lave, men her er et par ting, der kan være nyttige at have med:

  • et bålstativ eller en bålgrill
  • en rist 
  • en bålpande 
  • en gryde
  • en tang 
  • tallerken og bestik
  • bålhandsker

 Visse af Naturstyrelsens bålsteder har allerede en rist installeret på bålpladsen, men det er ikke alle steder, hvor du kan være sikker på det. Det kan også føles mere trygt med din egen rist, hvis du er bekymret for hygiejnen.

Hygiejne

Det kan være svært at holde en høj hygiejnisk standard, når man står midt ude i en skov og laver sit måltid – ikke mindst hvis man samtidig har mindre børn med. 

Man må indtage den holdning, at en lille smule snavs kan være sundt, men du skal selvfølgelig være opmærksom på at holde madvarer rene og frie for jord.

Hvis du er bekymret for hygiejnen, kan det være en fordel at have et par viskestykker med eller et lille stykke voksdug, som du kan lægge under det sted, hvor du står med madvarerne.

Det kan være en fordel at forberede noget af maden derhjemme, især hvis du er ny i forhold til bålmad, så du sikrer dig, at det bliver en positiv oplevelse fra starten. Så kan du altid blive mere ambitiøs, efterhånden som du får flere erfaringer.

Sørg for at have vand med til at skylle grønsager og køkkenredskaber og i disse post Corona tider kan det også være en fordel med en håndsprit, så dem der laver maden kan spritte hænderne af, inden I går i gang – det gælder ikke mindst med mindre børn.

To nemme veganske retter på bålet – og en dessert

Her får du inspiration til to nemme veganske retter, som de fleste kan lide og som kan laves på bålet – eller som du kan forberede delvist hjemmefra. Og så selvfølgelig en dessert. Alle tre retter kan laves glutenfri.

Velbekomme 😊

Bagte søde kartofler med refried beans 

4 personer

Det skal du bruge:

4 store søde kartofler

Lidt ramsløg (Hvis det er forår kan du måske selv plukke i skoven. Om efteråret er det kun løgene du kan bruge.)

Olivenolie

2 kartoner eller dåser kidney bønner (eller sorte bønner)

1 karton eller dåse flåede tomater

2 løg, fint snittede

2 fed hvidløg, fint snittede

1 lille rød chili

To spsk. bouillon

1 spsk. spidskommen

Evt. en knivspids røget paprika

Salatblade – eventuelt rucola eller sandsennep (vild ruccola) -  til servering.

En lime

Sådan laver du refried beans

Steg løg og hvidløg i olivenolie sammen med spidskommen og paprika i gryden over ilden (eller derhjemme ).  Tilsæt de drænede kidney bønner, chili, bouillon og de flåede tomater. Tilsæt vand, hvis du vil have det mere lindt. Lad det simre 10-15 minutter.

Sådan laver du søde kartofler på bålet

Lav et kryds med en kniv midt på hver kartoffel, hæld en lille smule olivenolie på og læg lidt ramsløg ved. Pak dem så ind i hver deres stykke sølvpapir. Vent til flammerne på bålet er blevet til gløder og placér kartoflerne forsigtigt i bålet. Efter ca. 20 minutter, tag en af dem ud med en tang, og tjek om den er bagt færdig, før du tager de andre ud.

Forberedelse derhjemme

Afhængig af hvor ambitiøs du er i forhold til det at lave mad i det fri, kan du eventuelt forberede dine refried beans hjemmefra. Medbring dem i en lukket beholder, så du kun skal varme dem, når du kommer frem. Alternativt kan du lave dem i en gryde på stedet, som beskrevet ovenfor.

Udstyr

Bålstativ eller bålgrill, bålpande, gryde, tang, bålhandsker, sølvpapir, skærebræt og kniv. Tallerkener og bestik.

Når du kommer frem

Start dit bål med det samme, sådan at flammerne har lagt sig og bålet er begyndt at gløde, når du starter madlavningen.

Smid dine indpakkede kartofler direkte ind i gløderne og lad dem bage der i 15-20 min.

Sæt dit bålstativ op over ilden og læg risten på.

Placér din gryde på risten og enten varm dine refried beans eller lav retten i gryden, som beskrevet ovenfor.

Servering

Når kartoflerne er færdige, tager du dem ud af bålet med tangen og fjerner sølvpapiret. Placér kartoflen på en tallerken. Dine refried beans kan enten hældes over kartoflen eller serveres ved siden af sammen med salaten og en kvart lime. 

Dhal med ris

4 personer

Det skal du bruge:

Olivenolie

250 gram røde linser

1 karton eller dåse flåede tomater

1 karton eller dåse kokosmælk

1 løg, fint snittet

2 fed hvidløg, fint snittede

2 spsk. karry eller karrypasta

1 spsk. spidskommen

0,5 spsk. stødt koriander

5 dl grønsagsbouillon

Frisk koriander til servering

4 dl basmati ris

Sådan laver du dhal med ris

Steg løg og hvidløg i olivenolie sammen med karry, spidskommen og koriander i gryden over ilden (eller derhjemme )

Tilsæt røde linser sammen med bouillon og flåede tomater. Lad det simre i 20-25 minutter og tilsæt så kokosmælk gradvis, indtil du har den konsistens, du kan lide. Lad retten simre videre et par minutter før servering.

Risene koges med 8 dl vand i ti minutter og står og trækker i ti minutter.

Forberedelse derhjemme

Afhængig af hvor ambitiøs du er i forhold til det at lave mad i det fri, kan du eventuelt forberede dhalen hjemmefra. Medbring dem i en lukket beholder, så du kun skal varme dem, når du kommer frem. Alternativt kan du lave den i en gryde på stedet, som beskrevet ovenfor.

Udstyr

Bålstativ eller bålgrill, 2 gryder, skærebræt og kniv. Tallerkener og bestik.

Når du kommer frem

Start dit bål med det samme, sådan flammerne har lagt sig og bålet er begyndt at gløde, når du starter madlavningen.

Sæt dit bålstativ op over ilden, placér din gryde og enten varm din medbragte dhal eller lav retten i gryden, som beskrevet ovenfor. Mens den trækker, kan du lave risene. 

Servering

Servér din dhal på en tallerken sammen ris og pynt med koriander.

Bananpandekager til dessert

8 små pandekager 

Det skal du bruge:

2 små bløde bananer

Lidt kokosolie

150 gram hvedemel (eller ris eller boghvedemel, hvis du foretrækker glutenfrit)

1 spsk. sukker

1 tsk. bagepulver

1 knivspids salt

Ca. 2 dl plantemælk

1 planteæg eller hørfrø 'æg'

 
Blåbær og/eller syltetøj.

Evt. tahin

Sådan laver du pandekagedejen

Bland sukker, salt og bagepulver i melet og rør plantemælken i sammen med planteægget. Pisk, indtil dejen er lind. Mos bananerne og rør dem derefter i dejen.

Forberedelse derhjemme

Afhængig af hvor ambitiøs du er i forhold til det at lave mad i det fri, kan du eventuelt forberede dejen hjemmefra. Medbring den i en lukket beholder. 

Udstyr

Bålstativ eller bålgrill, bålpande, suppeske, spatel. Tallerkener og bestik.
 

Når du kommer frem

Start dit bål med det samme, sådan at flammerne har lagt sig og bålet er begyndt at gløde, når du starter madlavningen.

Sæt dit bålstativ op over ilden, placér din bålpande. Hæld en suppeskefuld pandekagedej på panden og steg ved moderat varme til den er gylden og slipper panden. Vend og steg færdig.

Servering

Servér pandekagen med blåbær eller syltetøj. Du kan også bruge tahin sammen med bær eller syltetøj for en større mæthedsfølelse.

Your text

You can use this text to write about your brand.