Krebsejagt Vildmarksmad Danmark

Vildmarksmad: Sådan fanger du krebs – en guide til krebsefangst og tilberedning.

Se vores video og læs mere her under  
👇🏼
Video af: Signe Nørager.

Krebsefangst og krebsegilde er en tradition som hører sig til sensommeren og efteråret. Det er en formidabel delikatesse og ægte vildmarksmad! 

Krebsegildet stammer fra vores svenske naboer og den indebærer store mængder af snaps, snaskede fingre, gode røverhistorier – og selvfølgelig, en hel masse krebs! 

Men hvornår er det godt at tage på krebsejagt? Hvordan er det lige man gør? Og hvad hulen skal man stille op, når først de er blevet fanget? Alt dette og mere til vil vi komme ind på her i artiklen.  

Krebsejagt Vildmarksmad Danmark

Nogle krebs er bedre end andre 

I Danmark findes 3 forskellige krebsearter: flodkrebsen, signalkrebsen og den galizisiske sumpkrebs. Flodkrebsen er en hjemhørende krebseart i Danmark, mens signalkrebsen og den galiziske sumpkrebs er invasive arter. 

Krebsene lever rundt omkring i de danske søer og vandløb, men nogle arter dominerer mere end andre, og vil med tiden udkonkurrerer andre arter, hvis ikke bestanden holdes i skak. 

Herhjemme dominerer signalkrebsen, da den er noget mere aggressiv end flodkrebsen og kan være bærer af sygdommen krebsepest. En sygdom som den selv kan overleve, men som flodkrebsene dør af. 

Hvornår er det tilladt at fange krebs?

Der findes ikke nogen fredningstider eller mindstemål for signalkrebs og galiziske sumpkrebs, fordi de er invasive arter. Derfor er det tilladt at fange dem året rundt, og de skal ikke genudsættes, selv hvis du fanger nogle som er for små. 

Der gælder dog andre regler for den hjemhørende flodkrebs. Det er lovligt at fange både han- og hunkrebs i august og september måned, men da hunnerne skal have tid til at yngle er det kun tilladt at fange dem fra 1. august – 30. september, hvorefter jagten på hunnerne slutter. Hankrebsene må fanges fra 1. april til og med 30. september. 

Uanset kønnene skal flodkrebsene være mindst 9 cm lange, før du må tage dem med hjem, og dette måles fra pandetorn til haleviftens bagkant. 

Sidst men ikke mindst, så kræver krebsefangst et fisketegn og tilladelse fra den, der ejer arealet ned til søen eller åen. 

Her finder du krebs 

Krebs stiller store krav til vandkvaliteten, da de trives bedst i vandløb og søer med klart, rent og iltrigt vand. De lever steder med en god undervandsvegetation og forholdsvist tæt på land i søer og damme. Det er også vigtigt at der er godt med kalk i vandet, da krebsene skal bruge kalk til fornyelse af deres skal. 

Krebs er nataktive, og derfor er det bedste tidspunkt at fange dem ved mørkets frembrud. Om dagen skjuler de sig nemlig under trærødder, sten eller huller, som de har gravet i stejle områder nær bredden. 

3-2-1 sæt jagten i gang!

Der findes flere forskellige metoder til at fange krebs. Først og fremmest kan du lokke krebsene frem ved at smide lokkemad ud til dem. Det kan f.eks. være rester eller stumper af døde ferskvandsfisk eller kattemad. 

For at fange krebsene kan du bruge forskelligt udstyr. Nogle bruger krebsebrikker, som skal tjekkes én gang hver time, andre bruger krebseruser, som tjekkes én gang om dagen, men hvis du virkelig vil have adrenalinen til at pumpe lidt rundt i kroppen og spare penge på udstyr, så fanger du dem med hænderne – og ja, det kan man godt!

Krebsejagt Vildmarksmad Danmark krebs

Påklædning

Ejer du en våddragt, tørdragt, vaders eller høje gummistøvler, så klæd dig i det. Er vejret og vandet varmt kan du også nøjes med shorts og et par sko, som tåler at blive våde. Faktisk kræver det bare, at du er forberedt på at skulle ud i vandet for at få fat i krebsene. For selvom krebs lever tæt ved bredden, så er bunden ofte sandet og leret, og meget let at synke ned i, hvilket betyder at du pludselig kan stå i vand til hoften. 

Udstyr

Krebsejagt kræver ikke det store udstyr, men der er alligevel nogle ting, som er rare at have med. 

 En god pandelampe/lommelygte 

(fangsten foregår i mørke, og jo højere lumen din lygte har, jo lettere vil det være at få øje på krebsene).

Det kunne være en som denne

Arbejdshandsker/neoprenhandsker:

-Vi har dem til både voksne, piger & drenge

(så du undgår at krebsene niver dig i fingrene).

Spande og en god stor balje 

(evt. en sort murerbalje, de kan fås billigt i byggemarkeder)

 Fiskenet

Taktik

Hvordan skal sådan en krebsejagt lige gribes an? Og hvad er taktikken? 

Når krebs flygter skyder de sig bagud med halen. De kan være lynhurtige, derfor skal du nærme dig dem langsomt og forsigtigt, så du ikke skræmmer dem væk, og så du ikke hvirvler mudderbunden op omkring dig.  

Når du har krebsen indenfor rækkevidde, så laver du en hurtig bevægelse ned i vandet og griber fat om bagkroppen, lige bagved kløerne. Det er det sikreste sted at holde på krebsen, så du ikke får en finger i kloen. 

Krebsejagt på denne måde kan godt vare nogle timer, og udbyttet kan være meget varieret, men har du brugt lokkemad og fundet et godt levested for krebs, så kan baljen hurtigt blive fyldt. 

Krebsejagt Vildmarksmad Danmark

Jeg har fanget krebs – hvad gør jeg nu? 

Den næste fase i krebsejagten er en smule mere omfattende. Krebsene skal nemlig igennem en 3-dages renselsesproces før de kan tilberedes, og med det menes, at deres tarme skal tømmes og muddersmagen skal væk, ellers smager de forfærdeligt. Dette foregår ved at komme krebsene i en stor murerbalje, fylde baljen med tempereret vand og sørge for at koble et iltapparat til (f.eks. en akvariepumpe), ellers risikerer de at dø. Vandet skal derefter skiftes én gang om dagen. 

Efter de 3 dage er krebsene klar til at blive tilberedt. Skulle der være nogle krebs, som ikke har overlevet, så skal disse sorteres fra. 

Krebsejagt Vildmarksmad Danmark

Sådan tilbereder du de lækreste krebs!

Den vanskelige del

Krebs skal koges, men det er utroligt vigtigt, at du ikke slår krebsene ihjel og lægger dem i køleskabet noget tid før de skal tilberedes. Krebs indeholder nemlig nogle enzymer, som gør, at de går meget hurtigt i forrådnelse, og det kan give slemme mavesmerter. Det er derfor man koger krebs levende – det er den hurtigste og sikreste måde at aflive dem på. 

Hvis du ikke bryder dig om at koge dem levende, så kan du også aflive dem lige før de kommes i gryden ved at lægge et snit, med en skarp kniv, fra nakken og frem til lige mellem krebsens øjne. Det er lige meget om du lægger krebsen med ryggen nedad eller opad på skærebrættet. Problemet er bare at du skal være rimelig ferm til den øvelse, og det kan godt kræve et par forsøg før det lykkes ordentligt. 

Vildmarksmad - den bedste opskrift er den med øl 

Lad det bimle og bamle! Med inspiration fra Nikolaj Kirk og egen erfaring får du her den perfekte opskrift på en krebselage, som virkelig får smagen frem i krebsekødet. 

Ingredienser til krebselage: 

  • 20-30 krebs
  • ½ bundt dild
  • 1 citron
  • 1 spsk. salt
  • ½ spsk. sukker 
  • 1 dl. øl 
  • Vand til at dække krebsene

 Dressing: 

  • 2 dl. mayonnaise 
  • 1 dl. creme fraiche, 38 %
  • 1 bundt frisk dild
  • Citronsaft
  • Salt
  • Peber

Fremgangsmåde: 

  1. Kom vand i en stor gryde og tilsæt dildskærme, salt, sukker og citron skiver. Lad det koge i 10 minutter. Tilsæt øl. 
  2. Når vandet spilkoger kommer du krebsene i gryden. Lad dem koge 6-7 minutter. 
  3. Fjern gryden fra varmen, når du er færdig med krebsene og lad dem trække i lagen, til den er kølig. 
  4. Imens krebsene trækker i lagen, kan du lave dressingen. Den fintsnittede dild røres med mayonnaise og creme fraiche. Smag derefter til med citronsaft, salt og peber.
  5. Server de friskkogte krebs på et fad, med varme flutes, dressing og masser af snaps. 

Velbekomme! 

Krebsejagt Vildmarksmad Danmark Kogt krebs

 

Your text

You can use this text to write about your brand.